I bund og grund fint
Vi blev modtaget af en smilende værtinde, som kort og godt informerede om stedet.
Vi kan slet ikke genkende de negative anmeldelser af personalet, hverken værterne eller serveringsfolk.
Værelset var til den sølle side, omend muligt at overnatte på. Der lugtede lidt rigeligt af indelukkethed og ‘kælder-agtigt’, og ude på badeværelset lugtede en smule af kloak. Vi mistænker manglende luftcirkulation i hele værelset. Dette nødvendiggjorde vidt-åbne vinduer og dør al den tid vi var på værelset, og det hjalp alligevel kun i mild grad.
Køjesenge til et ungt kærestepar virkede som et en smule sært valg; men vi må gå ud fra at alle dobbeltseng-værelser var optaget, for sådanne så vi at fandtes.
Når alt dette er sagt, var vi glade for aftenerne på den lille terrasse tilhørende værelset. Herfra kunne høres atmosfærisk passende guitarspil fra den mandlige vært - god lyd.
Den tilkøbte morgenmadsbuffet var tilpas, og prissvarende. Serveringsfolk sørgede for opfyldning, også ved høflig henvendelse.
Haven kan vi også komplimentere; hyggelig atmosfære; have-skak, bordtennis, stigegolf, kaniner, trampoliner, grill-faciliteter, fodboldmål, lille terrasse til værelset, etc.
Fælleskøkkenet der er til rådighed er pænt og rent, og der forefindes et renholdt køleskab til opbevaring af madvarer.
Alt i alt en okay oplevelse, med tanke på at vi besøgte et vandrehjem.
Værelserne og kloaksystem(eller udluftningskanaler?) trænger dog til renovering.
Gode hilsner og tak for gæstfriheden.
Andreas
14. juli 2021
Uopfordret anmeldelse