Utroværdig energirådgivning + stærkt fejlbehæftet udstyr/inverter
Efterskrift, tilføjet 31/12-2017:
Solutronic inverteren har været ude af drift det meste af efteråret, nedtaget til reparation 27. september og genopsat 18. november. Nedtagningen skete, da inverteren gentagne gange "slog fra" hen over sommerhalvåret. Ultimo december er der så fejl på inverteren igen!!! Årets produktion ender på ca. 6.350 kWh, ca. 2/3 af det garanterede!!
====
Vi købte et 12 kW solcelleanlæg hos Wellmore/KlimaEnergi (WKE) i 2012. Vi blev garanteret en årlig produktion på mindst 9.500 kWh.
Årets produktion i 2013, 2014 og 2015 endte på 8.700 - 8.900 kWh. Ifølge DMI's statistikker har der været 12-18 % flere solskinstimer i Sydjylland de 3 forgangne år end et gennemsnitsår.
Produktionen burde altså have været 10.500-11.000 kWh i de 3 år, og ligger altså 15-20 % under, hvad vi blev garanteret.
En manko på 1.500-2.000 kWh årligt over anlæggets levetid på 20-25 år bliver til rigtig mange penge!!
WKE stillede i første omgang anlægget forkert op, så forreste række skyggede for bagerste, i yderperioderne!! Det blev så ændret primo 2015. Samtidig blev der på krav fra WKE nedskåret en del småtræer, som WKE påstod skyggede for anlægget (det var dog yderst marginalt). Samlet har dette vel øget produktionen 3-500 kWh årligt.
Derudover har der været en vis træghed i levering og service efter aftaleindgåelsen, bl.a. fik Wellmore ikke selv færdigmeldt anlægget hos kommunen, hvilket vi blev gjort opmærksom på ved en tilfældighed.
Ved første reklamation over manglende produktion nægtede indehaveren, at WKE skulle have garanteret 9.500 kWh i årlig produktion. Efter knapt et par år, har han nu skriftligt anerkendt, at dette niveau var, hvad der blev garanteret os ved aftalens indgåelse. Nu er problemet så, at et solcelleanlæg fra WKE åbenbart ikke producerer mere, når solen skinner mere. I hvert fald vil indehaveren ikke anerkende, at 12-18 % flere solskinstimer et år vil afstedkomme en tilsvarende større produktion. Vi har kun - i et i øvrigt ret flabet svar - fået tilbudt en kompensation i.f.t. de 9.500 kWh.
Hele regnestykket på besparelsen lever langt fra op til, hvad vi blev garanteret. OVERSOLGT og UTROVÆRDIGT!
Endelig har det været en træls oplevelse at kommunikere med indehaveren, der svinger fra at være forholdsvis løsningsorienteret til at være småperfid, ubehøvlet og grov - mildest talt noget kundefjendtlig.
Mit bedste råd: få en advokat til at hjælpe med at indgå 100% klare og juridisk holdbare aftaler, når du handler med Wellmore/KlimaEnergi. Ellers står du meget svagt, og skal forvente at bruge meget unødig tid og energi, hvis noget ikke går som aftalt.




