Personligt har jeg svært ved at anbefale dem
Efter flere års erfaring er min overordnede anbefaling til mit netværk, at de skal tænke sig om inden de vælger Scancommerce.
Som selvstændig IT konsulent har jeg haft et par kunder, som har haft udfordringer med Scancommerces eSeller, men også i mit primære job har jeg benyttet mig en del af deres løsning.
Det skal nævnes at jeg hovedsageligt har oplevet deres supportere gøre et godt job og er imødekommende, ligesom deres konsulenter virker særdeles kompetente.
Så mine kedelige erfaringer er primært pga. dårlig kommunikationen med sælgerne og forventningsafstemningen.
Jeg kan bl.a. nævne følgende, der står tilbage i min erindring som ærgerlige episoder med Scancommerce:
- De tager betaling for salgsmøder, hvis du skal have konsulenter med.
- Man får et automatisk svar, når man skriver til supporten, hvori der står man kan finde svar på mange spørgsmål i manualen. Men den manual de linker til kan man ikke regne med dækker den version af ens shop. Jeg traf en økonomisk og strategisk beslutning på baggrund af en funktion beskrevet i manualen, som senere viste sig der ikke var. På det tidspunkt havde jeg allerede tegnet et abonnement hos en 3. part, der krævede denne funktion, som stod i manualen. Derefter ville Scancommerce have jeg skulle betale for, at få udviklet funktionen til min version af webshoppen. Der findes kun en manual og den dækker åbenbart kun den nyeste version af eSeller. Desværre kan man ikke engang selv se hvilken version af eSeller, man har i alle versioner af eSeller.
- Uden at indgå en dialog med os forinden, valgte de at sætte et ekstra gebyr på support, som ikke tidligere har været en betalingsydelse. Den blev dog fjernet igen, da jeg tog kontakt til dem uden yderligere problemer. Over et halvt år efter deres uvarslede gebyr påstår de, at den gratis support kun var tiltænkt i en begrænset periode og ikke skulle køre i over 5 år. Umiddelbart ikke en aftale jeg kender til og fair nok, hvis der er. Men de har endnu ikke fremvist den aftale.
- Sidst opstod der en sikkerhedsfejl pga. to fortløbende nummerserier mødte hinanden. Det ville de have, vi skulle betale for, hvad jeg protesterede imod, da jeg mente det var en fejl i systemet, og vi som kunde på ingen måde kunne forudse den. Dertil var svaret fra sælgeren:
"Jeg mener ikke at det er rimelig, at du (kunden) mener, at vi skulle kunne forudse hvad der skal ske med shop/Nav. i 2011, da shoppen blev oprette i 2008, og at du syntes, det er en fejl at systemet ikke kan se forskel på Interne og eksterne nr. er jo ok, men det er nu engang sådan at jeres shoppen virker."
Jeg kunne ikke tolke det på anden måde, end de fralagde sig ansvaret, og det dermed må være kunden, der skal kunne forudsige sikkerhedsfejl i fremtiden.
Som jeg skriver tidligere, er der også posititive oplevelser med Scancommerce. Mange opgaver har været positive i både mit primære job og hos mine kunder som selvstændig IT konsulent. Især kommunikationen med supporten og de dygtige konsulenter er opløftende. Jeg vil ikke afvise, at jeg kan anbefale min gamle mor en pakkeløsning hos Scancommerce. Men så skal man være opmærksom på sine krav, og de skal ikke ændre sig væsentlig over tid.
19. juni 2012
Uopfordret anmeldelse