Uprofessionel og nedladende behandling
Jeg var hos bandagisten den 23.09.25 for at få hjælp med en lændestøtte. Han lovede, at ansøgningen til kommunen ville blive sendt, så snart han var tilbage på kontoret. Da jeg den 08.10.25 kontaktede firmaet (callcenter) for at høre, hvornår det var sket, kunne de ikke finde ansøgningen. Kommunen oplyste samtidig, at de aldrig havde modtaget noget.
Da jeg ringede igen dagen efter, blev jeg mødt af en medarbejder med en ubehagelig og nedladende tone. Hun sagde, at jeg “måtte have hørt forkert”, for deres bandagister “ville aldrig love sådan noget”. I stedet for at hjælpe eller tage ansvar, blev jeg talt til på en måde, der fik mig til at føle mig som en løgner.
Da jeg bad om at tale med en overordnet, blev tonen endnu skarpere. På det tidspunkt havde jeg fået nok og bad dem slette mig som kunde.
Jeg har sjældent oplevet så dårlig kundeservice – uprofessionelt, uforskammet og helt uden respekt for kunden. Jeg finder en anden bandagist, der ved, hvordan man taler ordentligt til folk.




