Rigshospitalet Anmeldelser 

Bliver vækket efter operation i fuld narkose, føler mig svimmel. Dette bliver værre ved ankomst til afdelingen - ortopædkirurgisk. Jeg siger det til personalet. Har drop. Er alene på stuen. Døren til gangen er åben, men jeg er efterhånden så svimmel og forkvalmet, at jeg ikke kan råbe højt eller finde knappen til at kalde på personalet. Har ingen fornemmelse af tid. Der kommer en sygeplejerske og byder på noget at drikke eller spise. Jeg siger til hende, at jeg er meget, meget svimmel og skal kaste op. Hun kommer med vand og saftevand og stiller dem på sengebordet. Min mand kommer på et tidspunkt - der er blod i min drop, der løber ikke mere væske. Han siger det til sygeplejersken. Han går. Senere kommer en sygeplejerske igen - skal jeg ikke have noget at spise - jeg siger igen, at jeg er meget svimmel og har kvalme. Hun giver mig kvalmestillende. Bliver kørt til røntgen - kørslen forvolder endnu mere kvalme og svimmelhed, jeg begynder at råbe.Tilbage på stuen - portøren går. Der kommer ingen sygeplejerske. Jeg har ikke fået telefonen med alarmknappen, kan en gang ikke se den. Der er meget larm på afdelingen. Jeg råber for at få hjælp - er lige ved at kaste op. Der kommer en sygeplejerske - hun undrer sig over, at jeg råber, men kan efterhånden se, at jeg ikke har fået alarmtelefonen. Jeg må få hjælp til at tisse. Må ikke støtte på min fod og er så svimmel, at jeg hverken kan åbne øjnene eller dreje hovedet. beder hende om at hjælpe mig med en toiletstol. Sitrer i hele kroppen. det er kold på stuen, vinduet er åben. Beder hende om at lukke det. beder hende også om at lukke døren, så at jeg kan få lidt fred på stuen. Falder hen igen, marerid. Vågner, det er stille. har brug for hjælp til at tisse, runger til sygeplejersken. Hun siger at jeg skal op på toilettet. Jeg siger igen, hvor svimmel jeg er og at jeg beder om hjælp til at kunne forflytte mig fra sengen til en toiletstol...

Jeg er kun 55 år gammel. blev "kun" opereret i foden.

Personalet, også plejepersonalet, virker ellers meget professionelt og er venlige, men har meget travlt.
Jeg syntes bare, at man ikke kan lade en nyopereret patient, som klager over svimmelhed og gentagne gange giver udtryk for ikke at være i stand til at betjene sig selv, være alene. Hvis man på afdelingen (alle er enten dårliggående eller opereret) ikke har ressourcer til at tilse sådan en patient mindst 1 gang i timen, kunne man måske sige til pårørende at blive på stuen og give en hånd eller tilkalde plejepersonalet ved behov.

Man burde individuelt vurdere effekten af bedøvelsen og den enkelte patients behov for observation og hjælp i de første timer af det postoperative forløb.

Min har gået til behandling mange steder forsin sygdom men aldrig oplevet så god behandling som på Rigshospitalet. Top service og kommunikation .

Vi har hørt så meget om det fortravlede sundhedsvæsen og om fejl. Læs lige her en solstrålehistorie:

For 14 dage siden klappede en liggestol sammen om min ene langemand, der brækkede helt over og kun hang i en 1 cm hudlap underst. Ambulance med udrykning, afsted til Riget’s bedste håndkirurger - inden for et kvarter. Chaufføren havde travlt med sit og paramedicineren tog sig af førstehjælp og ringede kort med flere læger og instanser: NEJ - den skulle alligevel ikke til Bispebjerg og kappes helt af, for der viste sig at være både nerver og blodforsyning i lappen - den skulle til Riget og reddes.

Først traumecenteret der rensede og indbandt den, plus beroligede den oprevne patient, gav nødvendig stivkrampe, penicillin og morfin, og så med portør til røntgen og portør til 16. etage, håndkirurger og med panorama-udsigt til by og havn!

Det væltede ind med tilskadekomne og heroppe måtte man i hast rengøre endnu en reserve stue. Jeg skulle faste i 6 timer - hvis nu narkose alligevel skulle blive nødvendig undervejs, før jeg så kunne opereres. Men hele 3 helikoptere landede på taget med nye, mere tilskadekomne . Ergo: klokken 24.00 fik jeg et måltid varm (og udmærket) middagsmad! Hele tiden sikrede sygeplejerskerne sig løbende at jeg var smertefri og tryg, dvs jeg fik de nødvendige oplysninger, bl.a. at hånden kunne tåle at vente flere dage i denne tilstand - om nødvendigt! og det blev det.
Næste dag ny strøm af akutte patienter oven i dem der allerede var skrevet op til operation
(lørdag!) Jeg fastede igen: 12 timer, før man ved at åbne endnu en reserve-operations-stue, midt om natten, for at kunne operere mig og en kø af nye akutte. HVOR de knokler!

På denne positive måde fortsatte hele forløbet til udskrivning på 3. dagen: Hver eneste portør, sygeplejerske og læge præsenterede sig roligt med fornavn, når man mødte dem første gang. Hver eneste havde rigtigt travlt hele tiden, men var imødekommende, omsorgsfulde og opmærksomme.
Narkoselægen kom op hele tre gange i den lange nat før operationen - for at høre om evt tidligere erfaringer med narkose, og sikre sig, at jeg psykisk kunne klare mosten, og tage bestik af forventet forløb af min operation. Den blev klaret med to kraftige indsprøjtninger (av, av!) ved roden af fingeren, og ellers ingen smerter - kun hyggelig og humoristisk snak undervejs. Hallo - hvor er de dygtige!

VI DER HAR GODE, TAKNEMMELIGE OPLEVELSER MED SUNDHEDSVÆSENET - BLANDER VI OS I DEBATTEN OM SUNDHEDSVÆSENET - ELLER OVERLADER VI DET TIL DEM MED DE DÅRLIGE ??

Jeg har gået til behandling mange steder for min sygdom men aldrig oplevet så god behandling som på Rigshospitalet mvh Thomas