Recaplaza ødelagde min brudekjole
Jeg indleverede min perlebesatte kjole til Helen, som skulle sy nyt foer i kjolen og sy perler på, hvor der var faldet nogle af. Vi aftaler en pris på 2.800 kr. Det viste sig at være en kæmpe fejl at stole på Helen og hendes egenskaber som skrædder. Hun har ødelagt min kjole - med kun 3 uger til mit bryllup. Jeg er grædefærdig.
Ikke nok med at hun har klippet 4 huller (!) i min kjole og ikke påsyet de manglende perler, så har hun lavet en dybt uprofessionel "løsning" til foret. Hun har klippet det tidligere foer ud af kjolen og ikke syet det nye foer i korrekt. Hun har i stedet syet det nye foer ovenpå de gamle syninger, så der er dobbelte syninger som er synlige og "pølsede" hele vejen rundt om begge de gennemsigtige ærmegab. Rundt om lynlåsen og ærmerne er kjolen decideret ødelagt. Og resultatet er beige striber af det gamle foer, som løber hele vejen ned af ryggen på begge sider af en lynlås, på en ellers helt hvid kjole. Jeg er meget uforstående over for, hvordan dette kan være sket og oprigtigt ked af resultatet, især de fire huller i kjolen og hvordan foret er syet omkring ærmerne og lynlås. Det er ikke et skrædderarbejde som er 2.800 kr. værd, og det er desværre åbenlyst at disse fejl vil tydeligt kræve en anseelig mængde yderligere skrædderarbejde at få rettet op igen. Taget i betragtning af at kjolen flere steder er ødelagt bad jeg om at få mine penge retur og sendte 15 billeder som dokumentation for de åbenlyse fejl og mangler. Det har hun pure nægtet og hun vil ikke anerkende sit dybt uprofessionelle syarbejde. Hun har "tilbudt" at rette "eventuelle fejl" og beskyldt mig for selv at lave hullerne i kjolen. Al min tillid er væk og af risiko for at hun ødelægger min kjole yderligere, skal hun selvfølgelig ikke røre kjolen igen. Kære kommende brud lær af mine fejl - hold dig langt væk fra Helen.






