Hyggelig betjening, lidt dyre lejepriser
I går lejede min teenagesøn og jeg en kano for tre timer hos Nybro Kano. Vi havde ikke booket på forhånd, for jeg var i tvivl om hvornår, vi ville være fremme. Det var dog intet problem, og den rare mand i kiosken var sød til at guide os til hvor langt vi kunne nå omkring på de de tre timer, vi gerne ville have kanoen. Han hjalp os også med at finde ud af hvilken type kano, der passede bedst til vores behov. Han fortalte fint hvor padler og redningsveste var, og fortalte hvilken størrelse padel, vi skulle gå efter.
Kanoen var nem at finde og vi havde en helt sublim tur op ad Mølleåen, ud på Lyngby sø og et kort smut ud på Bagsværd sø, hvorefter vi vendte tilbage med kanoen. Det er selvfølgelig ikke som at være i ødemarken i Sverige, men området er meget, meget smukt, og tre timer giver fin tid til at opleve tre vidt forskellige scenarier.
Da vi skulle have udleveret vores pant (mit kørekort), var det en sød dame, som betjente os, og hun spurgte ind til, om vi havde haft en god tur, hvilket var virkelig rart.
Jeg oplevede ingen af de negative ting, andre brugere beskriver, og eneste minus var, at priserne er i den høje ende (men det gælder jo generelt i samfundet, så det får de ikke minus for). Jeg glæder mig allerede til at vende tilbage igen!








