Hej Brian
Tak for din anmeldelse, som vi sætter stor pris på.
Stævnet er afviklet efter DGI Badmintons reglement, som desværre ikke er særligt detaljeret. Vi vælger derfor at lægge os op af Badminton Danmarks reglement, som bl.a. siger at minimum 15% af indskuddet skal gå til præmier, hvilket i dette tilfælde svarer til ca. kr. 8.000,-. I programmet oplyste vi, at den samlede præmiesum var ca. kr. 12.500,-, men jeg kan oplyse dig, at vi grundet visse udfordringer med præmierne, valgte at opgradere disse. Den samlede præmiesum er således på ikke mindre end kr. 27.500,-, hvilket er over 3 gange mere end krævet.
Derudover er der udgifter til bolde, som med over 450 kampe og et gennemsnit på ca. 3 bolde pr. kamp beløber sig til ca. kr. 15.000,-, samt til halleje, lidt forplejning m.v. så ligefrem at kalde det en pengemaskine, synes jeg måske ikke er helt fair. Tænk på der ligger også rigtig mange frivillige timers arbejde bag.
At flere skulle være skuffet over præmierne (som bestod af t-shirts, tights, strømper og deodoranter af en rigtig god kvalitet) kan jeg heller ikke genkende. Der var mig bekendt ikke nogen som ytrede sig om det i hallen i hvert fald, tværtimod er det min opfattelse at spillerne var tilfredse med de præmier de fik.
Får vi henvendelser ved dommerbordet omkring usportslig optræden, enten på eller udenfor banen skrider vi straks ind! Mig bekendt har du dog ikke på noget tidpunkt nævnt det overfor dommerbordet, og derfor kan det være svært at gribe ind. Opdager vi selv usportslig optræden, skrider vi selvfølgelig også straks ind. At holde øje med kampe på 6 baner og samtidig holde øje med, hvilke forældre der klapper af hvilke spillere, og om det nu var fordi det var flot spil eller fordi en modstander lavede en fejl er noget nær umuligt. Derfor kan jeg kun opfordre dig til at henvende dig ved dommerbordet en anden gang, så tager vi os straks af det.
Vi synes selv vi har og afvikler alle vores stævner i en hyggelig atmosfære, hvilket mange spillere og især forældre også ofte bemærker, læs blot nogle af de øvrige anmeldelser vi har fået her på siden. Du er dog meget velkommen til at uddybe, hvad du mere konkret mener med, at det ikke skulle have været hyggeligt, så vi har en chance for at rette op på det.
At I har været i hallen fra kl. 9:00-20:00 har jeg svært ved at kommentere på, når jeg ikke ved hvilken årgang og række der er tale om. Jeg ved dog at nogle rækker var rigtig store og stiller man op i alle 3 kategorier, så bliver det en lang dag, når der også skal være plads til pause mellem kampene.
Venlig hilsen
Brian Hansen
Nr. Lyndelse Badmintonklub