Dårlig oplevelse af sommerhus leje
Vi lejede et sommerhus via Blåvand Feriehusudlejning over juleperioden, og oplevelsen var desværre langt under det forventelige.
Ved ankomst var huset i dårlig stand med omfattende fejl og mangler. Blandt andet virkede kun to kogezoner, TV’et fungerede ikke, der var massive fugtproblemer med vand på vinduerne og meget dårligt indeklima, en stikkontakt sad løst med potentiel sikkerhedsrisiko, der var ingen varme i et værelse, armaturet i brusenichen var faldet ud af væggen, og komfuret slog gentagne gange sikringen. Huset var generelt meget fugtigt, og det var ubehageligt at opholde sig i.
Vi kontaktede udlejeren flere gange under opholdet for at få problemerne løst. Selvom der blev givet tilsagn om, at “nogen kunne komme”, blev manglerne reelt ikke afhjulpet, og vi måtte leve med problemerne under hele opholdet.
Efterfølgende anmodede vi om et beskedent prisnedslag, men dette blev kategorisk afvist med henvisning til, at manglerne kunne være blevet udbedret – hvilket vi ikke finder rimeligt, når huset reelt ikke var i funktionsdygtig stand under opholdet.
Samlet set oplever vi manglende ansvarstagen, dårlig håndtering af reklamationer og et feriehus, der ikke levede op til det, man med rimelighed kan forvente. Vi kan desværre ikke anbefale Blåvand Feriehusudlejning på baggrund af denne oplevelse.

