Fra asken til ilden.
En voldsom og absurd oplevelse.
Jeg opholdt mig på krisecenteret med 2 børn, i 13 forvirrende og opslidende dage.
Det var som at gå fra asken til ilden. Jeg har det forfærdeligt med, at mine børn har oplevet dette.
Efter 1 uge på centeret, mødte jeg min kontaktperson. Vi havde en kort snak, og jeg udfyldte et spørgeskema. Samtalen skulle være udgangspunkt for at vurdere, hvilke muligheder de kunne tilbyde mig og mine børn. Men der skete aldrig mere. Dagligt oplevede jeg bebrejdende blikke, ubehagelige kommentarer fra andre beboere, og mine børn blev kradset til blods, bidt, skubbet ned af stole, fik taget deres mad fra tallerkenen, fik lussinger, og briller blev revet af ansigtet flere gange om dagen, af andre børn. Personalet observerede at dette skete, men gjorde intet. Mine børn blev mere og mere angste, og efter få dage, turde de ikke bevæge sig væk fra mig.
En dag, hvor presset blev for stort for mig, brød jeg sammen i gråd. Det resulterede i en samtale med personalet. Ikke en opløftende samtale, men en løftet pegefinger, da det ikke var acceptabelt at være ked af det. Særligt udenfor sit værelse.
Efter endnu en uge, uden samtaler, uden støtte, brød jeg sammen igen. Her blev jeg gjort opmærksom på, at de ville lave en indberetning, da mine børn så mig ked af det.
(Jeg gentager: det var uacceptabelt at græde. På centeret for kriseramte)
Jeg opdagede så, at personalet fik beboerne til at spionere og udspørge hinanden, for at få informationer. Jeg så sedlerne med navne og lister med påstande. At jeg opdagede dette, resulterede i stor vrede hos lederen, der blev direkte modbydelig. Jeg blev nærmest eskorteret gennem huset og tvunget til at sidde ret på kontoret. Min ældste blev taget væk fra mig, uden at jeg havde et valg.
Silkeborg krisecenter var en traumatisk oplevelser for både mig og mine børn. Vi fik ingen hjælp, tværtimod. Det var en hønsegård af værste skuffe og jeg har aldrig oplevet noget så uprofessionelt. Bare tonen, som bliver brugt mod beboerne, er fuldstændig meningsløs.
Jeg ønsker ikke for nogen, særligt kvinder i krise, at de skal opleve denne behandling. Jeg er selv ressourcestærk, men andre, mere skrøbelige familier, ville knække fuldstændig under de her forhold.
I burde skamme jer. I har et stort ansvar og I fejler fuldstændig.
Må empati og medfølelse vinde over den her gruppe af magtliderlige kvinder.
Der findes enkelte ansatte og frivillige på stedet, som virkelig aktivt forsøger at opveje for de andres opførsel. Tak for jer. Men i fortjener også bedre, end at tilbringe jeres arbejdsdag på denne måde.
"Jeg nægter at tie, jeg nægter at bukke"
Det stod på en seddel i centeret. Og det vil jeg efterleve.