Uprofessionelle, truende og pengegriske
Hold jer langt væk! Aldrig har jeg oplevet så uprofessionel og usympatisk en udlejer. Ofte med truende adfærd og fuldstændigt mangel på indsigt i Lejeloven og deres egen kontrakt.
Mine roomies og jeg boede i en ejendom i to år fra Rada Ejendomme. Lejligheden var lige blevet købt og det meste sat i stand. Men køkkenet manglede stadig et ekstra køleskab (vi var 6 mennesker om ét køleskab) og flere skabe manglede hylder eller var i dårlig stand, da vi flyttede ind. De lovede at gøre køkkenet lækkert med nye borde og stole, men heller ikke det løfte, levede de op til.
Og i starten havde vi store problemer med nøglerne, som ikke passede i låsen. En af mine roomies ringede og klagede og bad dem fixe problemet. Men personen fra Rada-Ejendomme truede bare min roomie med at smide ham på gaden (hvilket er komplet ulovligt) hvis ikke han slappede af. Rada-Ejendomme fixede så alligevel nøgle-problemet dagen efter.
Afpresning:
Efter ca. et år prøvede de at afpresse os til at flytte, fordi de havde fundet en interesseret køber af lejligheden. Men vi stod fast ved kontrakten (som var tidsbegrænset) og Lejeloven. Læs kontrakten grundigt, før du skriver under på noget.
Herefter begyndte cirka seks måneders tovtrækkeri og uprofessionel adfærd fra Rada Ejendommes side. De bad os endda om, at vi skulle male og renovere fællesarealer i lejligheden, som ikke stod i kontrakten. Og så ville de sende os hver en regning på, hvad vi skulle betale for renovationerne (som ikke står i kontrakten). Men den nye ejer ønskede slet ikke at vi skulle renovere eller male, heller ikke vores værelser. Vi kunne bare flytte ud. Kun med den nye ejers hjælp fik vi løst problemerne.
Rada Ejendomme er de mest pengegriske udlejere på jordens overflade. De er fuldstændigt ligeglade med dig som lejer.
Det eneste positive, jeg har at sige om dem, er, at de i det mindste udbetalte vores depositum, som lovet. Omend mit kom flere uger efter, mine roomies fik deres. Og først efter endnu engang at have kontaktet den nye ejer og ringet til Rada Ejendomme (som pludselig var taget på firmarejse til Hong Kong), så fik jeg mit depositum.
Tiden under Rada Ejendommes tag er en af de værste i mit liv. De går imod kontrakten, bliver bidske når man holder fast på Lejeloven/kontrakten/dokumentation og forsøger at afpresse dig.
Derudover udlejede de endda lejligheden under ulovlige vilkår ift. ejerforeningens bestemmelser, og de tog en markant højere husleje, end de burde have gjort, sagde LLO til os ifm. sagen.
Så ja, hold jer væk.


