Trygt, professionelt og helt igennem vidunderligt – Munkerupgaard Kursusejendom og dets personale fortjener al ros i verden!
Vi holdt vores bryllup på Munkerupgaard, 30. august 2025 og fra første gang vi satte fod på ejendommen over et år forinden, vidste vi, at det var det helt rigtige sted.
For det første var der ingen alenlange kontrakter og klausuler med 25, 50 eller 75 % tilbagebetaling af depositum, som mange opererer med. Vi skulle slet ikke lægge noget depositum, og det var bare afslappet lige fra begyndelsen.
Lokalerne var flotte, udsigten fænomenal og terrassen lige præcis der, vi drømte om at sidde med vores gæster i sensommersolen og spise tapas og drikke kold hvidvin.
Men Munkerupgaards allerstørste aktiv er personalet.
Henrik, som står for stedet, gav os fra vores første møde straks en tryg og professionel oplevelse. Han udstråler ro, tillid og erfaring, og den tillid viste sig at være fuldt fortjent. Hele processen – fra planlægning, koordinering og til afhentning af de sidste ting flere uger efter – forløb gnidningsfrit. Det er en sjælden fornøjelse at føle sig så tryg i andres hænder på en dag, der betyder så meget. Det var dén tryghed, der i sidste ende var udslagsgivende for, at vi valgte at holde festen netop der. Og det vil vi aldrig fortryde.
Kassim vil også altid have en plads i vores hjerte. Han er simpelthen verdens mest hjælpsomme medarbejder. Storsmilende og hjælpsom fra vi ankom forventningsfulde dagen forinden med nogle af vores nærmeste venner og lige indtil vi forlod stedet trætte og lykkelige. Intet var for stort eller småt, og hele personalet bidrog til, at dagen forløb som smurt.
Maden var helt igennem fantastisk. Velsmagende, veltilberedt og af høj kvalitet. Rammerne på Munkerupgaard er smukke, gennemførte og samtidig afslappede.
Henrik er en mand, der har set og hørt det hele før. Og så er han enormt fleksibel. Alt kunne lade sig gøre og ofte vidste han, hvad vi ønskede, før vi selv vidste det. Han lovede os tørvejr og solskin og det løfte blev indfriet, men der var også hele tiden plan B klar i skuffen.
Det hele forløb vitterligt helt perfekt og uden problemer. Hver eneste krone var alle pengene værd. Vi kunne ikke have ønsket os en bedre oplevelse, og vi giver vores allerstørste anbefaling til Munkerupgaard Kursusejendom, Henrik, Kassim og hele holdet.
Hvis du leder efter et sted, hvor du kan holde dit bryllup i trygge, professionelle og helt vidunderlige rammer, så du selv kan slappe af på selve dagen – så er det her, du skal vælge. Så kommer udsigten over Kattegat, den gode mad og den hyggelige terrasse bare oven i. Vi glæder os allerede til at komme på besøg igen på en af vores fremtidige bryllupsdage.
De største anbefalinger
Sebastian og Maria
30. august 2025
Uopfordret anmeldelse