Københavns bedste hi-fi-butik!
Det er rart at være den første, der skriver en anmeldelse af Hi-Fi-Huset, for nu at lægge et niveau. Jeg er ikke verdens mest erfarne ud i hi-fi, men jeg har været i fem forskellige hi-fi-forretninger i Kbh., og Hi-Fi-Huset er klart min favorit. Jeg har også været glad for en vis anden butik i Kbh., mens jeg i visse andre forretninger har haft blandede oplevelser. Hos Sonny i Hi-Fi-Huset har det udelukkende været en positiv oplevelse. Jeg kom i kontakt med ham, fordi jeg ringede og spurgte, om jeg kunne låne en pladespiller til at lave en stor sammenligning med cd'er. Det kunne jeg sagtens, og jeg fik også lov at låne en riaa-forstærker, og han gav mig også et strømkabel med, som han syntes, at jeg skulle prøve. Visse andre forretninger er langt fra så medgørlige. Selvom jeg godt kan forstå nogle af dem, er det alligevel rart at få så positiv en behandling her. Sidenhen var jeg oppe og lytte til nogle kabler og en separat strømforsyning. Jeg sagde på forhånd, at jeg ikke troede, at jeg ville kunne høre forskel på kablerne, og pga. prisen ville jeg nok købe strømforsyningen brugt, hvis jeg kunne lide den. Det var helt i orden med ham. Selvom jeg endte med at købe en pladespiller den første gang, har jeg aldrig følt mig presset til at købe noget som helst, og jeg har heller aldrig følt, at jeg skulle skynde mig.
Andre forretninger har også givet mig god service og vejledning, men en af grundene til, at jeg været så glad for Hi-Fi-Huset er, at jeg ikke skal påduttes noget, og jeg skal ikke overbevises om det ene eller det andet – og slet ikke med langt ude teoretiske forklaringer om, at ioner vender den vej, og at kobberindholdet er 0,0128 % højere end i visse andre ting, eller at cd'er er noget juks i forhold til vinyl, fordi teoretisk set så bla, bla, bla. Sidst men ikke mindst skal hverken jeg eller mit anlæg eller andre mærker svines til. Desværre bruger ikke alle forretninger den strategi. De tror nok, at man bliver så usikker på, hvad man har, at man skynder sig ind og køber deres produkter, nu eksperterne siger, at det er meget bedre. Jeg kan kun sige, at "en butiks succes afhænger ikke af, hvor mange kunder der kommer i butikken, men hvor mange der kommer igen". Visse hi-fi-forretninger skal jeg ikke i igen, mens jeg med glæde tager i Hi-Fi-Huset igen.
De fleste produkter er magen til, hvad man kan få i flere andre forretninger (Naim, Rega, Linn, Audiovector, System Audio, Loewe m.m.), men hvis det er, hvad man gerne vil have, er det jo også helt fint. Der er dog også mere unikke produkter at finde, f.eks. Burmester, Raidho og et enkelt sæt Harbeth-højttalere.







