Rigtig god ferie i et lækkert mobilehome af nyere dato, men med plads til et par små forbedringer
Vi har i år holdt ferie i et af Gustocamps mobilehomes (Solar Deluxe, nr. 8 / 5869) på Sant Angelo Village, som vi lejede gennem Dansk Bilferie. Vi var generelt meget tilfredse med vores ophold, det er en virkelig lækker vogn af nyere dato. Den dannede en perfekt og behagelig base for vores ferie, og det var simpelthen så rart, at der var aircondition til de varme dage.
Indvendigt var vognen indbydende og rigtig godt udstyret. Køkkenet havde 4 gaskogeplader, et køleskab med en lille fryser og ellers alt, hvad man har brug for af køkkentilbehør. Sovepladserne var også fine med et værelse med en dobbeltseng og et værelse med to enkeltsenge. Derudover er sofaen i stuen med udtræk, så man nemt kan lave en ekstra opredning, hvis man har brug for det.
Selvom selve vognen var skøn, var der dog et par ting, vi synes manglede for at gøre oplevelsen helt i top. Ude på den store terrasse savnede vi et rigtigt sofa- eller loungeområde at slænge os i – specielt fordi vi kunne se, at vognene lige overfor os (fra en anden udbyder) havde netop dette. Derudover var vognen kun udstyret med en kulgrill, hvor vi klart havde foretrukket en gasgrill, som bare er lidt nemmere at have med at gøre på en ferie.
En anden lidt upraktisk detalje var, at vi kun fik udleveret én nøgle af Gustocamp. Systemet er skruet sådan sammen, at når man fjerner nøglen for at forlade vognen, så slukker alt strøm. Det var smart, at køleskab og stikkontakter til opladere stadig virkede, men det betød desværre, at airconditionen også slukkede, så vi ikke kunne lade den køle vognen ned, mens vi for eksempel var nede ved poolen.
Når det er sagt, så var beliggenheden på vores vogn rigtig god og lå meget tæt på poolområdet. Det gjorde det dejlig nemt at smutte frem og tilbage i løbet af dagen. Bagsiden af medaljen ved at bo så centralt er dog, at campingpladsens aftenunderholdning, som kører fra klokken 21 til 23, kan høres ret tydeligt inde i vognen. Selvom der selvfølgelig er bad i et Solar Deluxe mobilehome, valgte vi faktisk kun at bruge det til toiletbesøg, da campingpladsens egne badehuse var så lækre og rene, at vi foretrak at bade der. Alt i alt havde vi en rigtig god ferie i Gustocamps vogn, men med plads til et par små opgraderinger.

Besvarelse fra Gustocamp_IT







