Selvforkælelse og sommer fødder
Jeg havde aldrig prøvet en behandling hos en autoriseret fodterapeut før. Det var ligesom noget gamle kvinder gik til, men en brændende fornemmelse under min en forfod, når jeg dansede, satte mine kassetanker på hold, mens jeg bestilte den første ledige tid hos Fodterapeuterne Valby.
Det var hos Christoffer, som smilende bød mig velkommen.
Nede i kælderen blev jeg henvist til en oprejst tandlægestol med separate ben – som halen på en smokingjakke.
Efter et kort fodbad, der skulle blødgøre huden, trykkede han på en knap, og stolen begyndte langsomt at stige mod loftet. Et øjeblik blev jeg nervøs for, om jeg ville ramme loftet.
Med mine fødder i god arbejdshøjde gik Christoffer i gang med at fjerne en gammel vabel, der gemte sig under den hårde hud.
Som en anden Emil fra Lønneberg, med hælspåner flyvende om ørerne, blev mine fødder transformeret fra træsko til ballerina.
Neglene blev klippet, filet og poleret.
Til sidst fik mine fødder en omgang creme og en opfordring: husk at smøre dem hver dag. Og med det var behandlingen slut.
Jeg spurgte, om olie kunne bruges, men fik at vide, at det skulle være creme. Ikke olie, lotion eller salve. Kun creme. Det handler om den mængde vand, der er i produktet, forklarede Christoffer.
Så jeg købte en creme og gik ud i det fine vejr.
Hvis jeg gik med sandaler, ville jeg være hoppet i dem med mine fine nye gamle fødder.
Jeg havde måske taget fejl. Måske var fodterapi ikke kun for gamle damer – måske er det bare god selvomsorg




