Quiet, please
Midt i en tennistime med min makker stillede en af trænerne fra B.93 sig op og snakkede højlydt med en kammerat på platformen over banen.
Vi bad dem høfligt om at tage samtalen ind i rummet ved siden af, hvor der er lukket af med glasvinduer og -døre, da vi havde svært ved at koncentrere os, mens de støjede så meget.
Det fik træneren – en lille gut med kort mørkt hår – til at eksplodere i et raserianfald, som var helt ude af proportioner i situationen. De blev begge derefter demonstrativt stående og talte videre, indtil vi var så godt som færdige med at spille.
Oplevelsen spolerede vores tennistime og gav os indtrykket af at være uvelkomne i B.93, og derfor sætter vi ikke vores ben i den klub igen til trods for, at anlægget ellers er udmærket.