Parkeringsfirma meldt til politiet
Politianmeldelse mod
parkeringsfirma Q-Park.
Til FYNS POLITI.
Jeg tillader mig hermed at indgive anmeldelse mod den hollandskejede parkeringskoncern Q-Park for overtrædelse af Markedsføringsloven.
Formålet med denne anmeldelse er at få Q-Park praksis i Korsgade kendt ulovlig og pålægge P-pladsen til at overholde loven.
Med venlig hilsen
Jørgen Mejrup
Niels Juels Vej 36
Svendborg.
Sagsfremstilling:
Parkeringsfirmaet Q-Park har siden maj 2017 pålagt flere hundrede parkanter kontrolafgifter med urette på Q-Parks plads, Korsgade 13, Svendborg.
Påstand:
Q-Park vildleder de parkerende ved ikke på en klar, tydelig og forståelig måde at oplyse om pladsens komplicerede og atypiske parkeringsregler og vilkår.
Q-park overtræder følgende bestemmelser i Markedsføringsloven, citeret i kort form:
§ 5. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.
§ 6. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en u k l a r, uforståelig, d o b b e l t y d i g eller uhensigtsmæssig måde.
P-pladsen, Korsgade 13 i Svendborg, ejes af firmaet Living Development i Odense, men administreres af Q-Park, der har hovedkontor i København.
100 meter før indkørslen fra Korsgade til P-pladsen, fremgår det af et stort skilt, at her ligger en P-plads med betalingsparkering. En lille tegning øverst på skiltet viser en mønt, der puttes i et møntindkast. Altså – en plads, hvor man betaler for at parkere.
Der står i n t e t på dette skilt om, at parkering ikke er tilladt 15-22. og at betalingsparkeringen så ophører og er ugyldig.
Skiltet ved Hørecentret oplyser ikke om et P-forbud.
Når man kører ind på pladsen, møder parkanterne først en parkeringsautomat (til venstre for indkørslen) Her løses en P-billet, der angiver ankomsttidspunktet .Billetten skal anbringes i bilens forrude.
Når pladsen senere forlades, betaler kunden for den tid, han har parkeret og modtager en kvittering på beløbet fra automaten.
Bag P-automaten angiver en kvadratisk skilt, at parkering er forbudt 15-22.
Forbuddet er anført med med lidt mindre bogstaver midt i en ordtirade af andre anvisninger og vilkår.
At der også skal gælde et P- forbud 15-22, virker ulogisk og uforståeligt for de parkerende, der går ud fra, at alle regler er overholdt, når der er tale om betalingsparkering og at anvisningerne på P-automaten er fulgt.
Præcis klokken 15 går P-kontrolløren i gang med at udstede kontrolafgifter, hver på 750 kr., til de bilister, som endnu ikke har forladt pladsen.
Når bilisten tjekker ud - efter klokken 15 - melder kvitteringen, at parkeringen er ugyldig???
Hverken af anvisningerne på parkeringsautomaten, ankomstkvitteringen eller på betalingskvitteringen advarer kunden om yderligere P-restriktioner.
10. marts 2018
Uopfordret anmeldelse