Mødt af meget ubehøvlet "sælger" ved Sædding Autoforretning (alfaspecialisten)
Jeg blev i går mødt af en særdeles ubehøvlet/uempatisk/presset sælger i [navn], da jeg besøgte Sædding Autoforretning (alfaspecialisten). Jeg skulle kigge på en Alfa Romeo MiTo og da min kammerat og jeg til at starte med går lidt rundt om bilen og spørger lidt ind til den "bider" [navn] 1-2 gange af min kammerat, uden at det var noget videre alvorligt.
Diskussionerne begynder først rigtigt at tage fart efter vi har været ude at køre en lille tur i bilen. Jeg starter med at spørge stille og roligt ind til, at jeg ikke umiddelbart synes bilen har et klimaanlæg, som det ellers står i annoncen.. Allerede den lille sætning "tricker" [navn] fuldstændig. "Nu har jeg hørt på det med det skide klimaanlæg hver gang der kommer nogle for at kigge på den. Kan den ikke køle da? Det kan sgu da være skide ligemeget, om man kan indstille et skide tal på den", var nogle af de ting, han sagde.
Efter en kort diskussion, hvor min kammerat og jeg er meget forbløffede over hans reaktion, spørger jeg ind til den skade, han nævnte bilen havde haft ved venstre bagdæk. Det vil han ikke rigtig oplyse os noget om. Han nævner at den har fået en ydre reparation - "og så har jeg allerede sagt for meget. Jeg gider ikke sige mere om den sag - en anden bilforhandler ville bare have sagt nej eller det ved jeg ikke" (næsten ordret citat fra [navn]). Han skjuler altså tydeligt noget fra os!
Derefter fortsætter han med, at han ikke ved noget om bilen andet end den har 95 heste, dieselmotor og er fra 2010. Vi måtte selv have søgt information på nettet. Til dette gør jeg ham naturligvis opmærksom på at det ikke er muligt at søge informationer om den specifikke bil i forhold til skader osv.
Alt i alt har jeg aldrig mødt en så ubehøvlet "sælger". Derudover var det helt klart at han forsøgte at skjule oplysninger om bilens skade for min kammerat og jeg, og jeg er derfor af den klare overbevisning at [navn] ikke er til at stole på på nogen måde i forhold til bilkøb i hvert tilfælde.



